Da jeg for snart længe siden oprettede denne blog, var jeg sikker - gentager: sikker! - på, at jeg ikke ville falde i samme fælde som mange andre PhD-blogs. Den fælde, der handler om, at skrivningen på bloggen falder ganske drastisk i takt med, at man for alvor får hul på at skrive på sin afhandling!

En PhD-grad erhverver man, når man har har bedrevet forskning - og skrevet tilstrækkeligt meget og tilstrækkeligt godt. Og således er skriveprocessen en væsentlig del af hele et PhD-forløb. Man kan vælge imellem to strategier:

• Skrive en række artikler og samle dem omkring en fælles indledning, diskussion og konklusion
• Skrive en monografi, altså et sammenhængende værk i bogform

Mit valg ligger et sted imellem. Min PhD-afhandling vil - hvis alt går vel! - engang i slutningen af 2010 kunne læses i bogform fordelt på 2 (eller 3…) dele:

• For det første en del, hvor jeg vil beskæftige mig med videnssamfundet. Hvad er det? Og hvordan påvirker det den måde, vi lever og arbejder på?
• For det næste en del, der handler om rum og rammer og strategisk indretning: Hvordan skaber vi rum til videnssamfundet? Hvad betyder de fysiske omgivelser for det samfund, vi er på vej ind i? Hvordan skaber vi miljøer, der understøtter innovation? Og en række andre spændende spørgsmål.

Mens jeg skriver på disse ting er spørgsmålet: Hvad skal jeg skrive på bloggen… Hvor interessant er det i længden at læse: Har i dag skrevet 3 sider. Eller: Har i dag tilføjet 11 fodnoter. Eller: Har i dag startet forfra på indledningen for 7. gang…

Måske tager jeg fejl, men det forekommer mig, at den slags for mig jo så afgørende ting, måske ikke påkalder sig de fleste blog-læseres interesse…

Derfor kan jeg lige så godt indrømme det nu som senere: Bloggen er ikke gået i stå, men bliver heller ikke opdateret jævnligt. Det er ganske enkelt vigtigere at skrive afhandling… Til gengæld tør jeg love, at bloggen fortsat opdateres, når der er noget relevant at berette om. (Og når tiden tillader at gøre det).

Så kan man spørge: Hvorfor overhovedet en blog? Når den nu ikke opdateres… Et egoistisk svar kunne lyde: Fordi jeg selv fornøjer mig med at bladre i den og se, hvilke milepæle og destinationer, jeg har besøgt på den rejse, som et PhD-forløb er. Og dertil kommer, at jeg så kan håbe, at andre kan have lidt fornøjelse af det også.

En tredje grund til at have en blog er, at der faktisk lejlighedsvis er nogen, der læser, hvad man skriver! Således kan jeg til min glæde se, at der i snit er 2 om dagen, der læser denne blog alene fordi de googler “brændende platform”.

Den brændende platform er, synes jeg, morbidt udtryk, som bør erstattes af positive metaforer og udtryk. Og det vil jeg til gengæld love at vende tilbage til! For hvis nogen finder inspiration til at tænke forandringsledelse med positive briller af at læse denne blog, så har den haft en funktion - og pyt med, at bloggen så egentlig drejer sig om noget andet…

Læs et par indlæg om den brænde platform her:

Den brændende platform er en ond drøm
Her er den så, den brændende platform

I disse dage deltager jeg på PhD-kurset Dialogue and Organizational Development, som tager temaer op omkring bl.a. coaching, dialog og storytelling som en måde at udvikle organisationer på.

Grundantagelsen i kurset er, at samfundet bevæger sig (og allerede har bevæget sig) i en retning, hvor lederen ikke længere har monopol på viden og magt, men at organisationer derimod udvikles, når medarbejder og menneske udvikler sig. I den sammenhæng skifter lederens rolle fra at være en “jeg-alene-vide-chef” og til at være en udviklingsorienteret coach-leder.

Det er selvfølgelig fine ord i det akademiske elfenbenstårn, og der er næppe tvivl om, at mange af teorierne ikke ganske modsvarer virkeligheden i de fleste organisationer. Men det er temaer, som er relvante og interessante og ikke mindst får aktualitet i netop disse dage, hvor mediebilledet præges af en diskussion om danskernes effektivitet. For vi er for lidt effektive, hvis man skal tro de aktuelle økonomiske mål, og udfordringen, som ikke mindst rejses i lyset af finanskrisen, er, hvordan det bliver muligt at styrke effektiviteten og dermed indtjeningen?

Med andre ord: Hvordan skaber vi mennesker og organisationer i vækst og balance?

I den sammenhæng giver det mening at undersøge, hvordan nye ledelse- og organisationsformer kan bidrage. Det er dybest set det spørgsmål, der rejses på disse dages kursus, hvor bidragyderne bl.a. er professor Helle Alrø,  coachingprofessor Reinhard Stelter, professor David Boje og ass. professor Søren Willert.

Så blev det nytår. I hvert fald i Folketingets forstand, og forsamlingen trådte sammen i går for første gang efter sommerferien, klar til at tage hul på et år, der foruden klima byder på den udfordring at give svar på, hvordan Danmark kommer ud af det økonomiske dødvande, som bl.a. den internationale finanskrise har bragt os i.

Og lytter man til statsministeren, så kan svaret opsummeres i ét ord: Innovation.

Udvikling, innovation, kreativitet, nytænkning - find selv på flere ord. Alle dækker de over ønsket om at bringe Danmark i front som et videns- og innovationssamfund, der skaber vækst og velstand.

I den sammenhæng er det væsentligt at huske, at innovation handler om mennesker. Vi kan ikke sætte maskiner til at bedrive innovation. Vi kan ikke smøre tandhjulene for at optimere innovationssamfundet. Vi kan ikke maskinalisere læring, viden og kreativitet. Forudsætningen for et samfund i vækst, udvikling og balance er mennesker i vækst, udvikling og balance.

Derfor er det tankevækkende, at det netop var i går - på netop den dag, hvor vi alle lytter til de politiske tanker om innovation - at European Agency for Safety and Health at Work udsendte et temanummer af deres nyhedsbrev, hvor de sætter fokus på arbejdsrelateret stress. Stress er den mest udbredte arbejdsrelaterede lidelse, og er skyld i mellem 50 og 60% af alle sygedage i de 27 EU-lande.

I det perspektiv bliver innovation ikke alene et spørgsmål om at skabe vækstmiljøer og tilføje kapital til videnstunge erhverv. Det bliver et spørgsmål om at skabe et arbejdsmarked, et samfund og en livsform, som viser en anden vej. Som skaber balance. Som sætter trivsel, velvære og “ha’-det-godt-hed” på dagsordnen. Både fordi det er det eneste anstændige at gøre. Og fordi vi ganske enkelt ikke har råd til andet.

Erhvervsbladet bragte for nogle dage siden en artikel under overskriften Indret kontoret og få succes. Artiklen er en del af bladets serie Vækstmaskinen, og dermed er avisen blandt de få, der i krisetid har sat fokus på de fysiske rammers betydning. Sammenhængen er næppe helt så enkel, at et godt kontor i sig selv skaber succes. Men de fysiske rammer, som virksomheder befinder sig i, er en blandt en række parametre, der er med i værktøjskassen, når der skal skabes gode organisationer og virksomheder i vækst.

Det bemærkelsesværdige er, hvor få organisaioner, der udnytter det store potentiale, som findes i deres rum. Og her er udfordringen ikke, om væggen nu skal males grøn eller blå, eller om skrivebordet skal placeres i det ene eller det andet hjørne. Det store potentiale ligger i at lade rummet afspejle virksomhedens strategi.

Rummet er det, der skaber en ramme omkring virksomhedens arbejdspraksis. Rummet er med til at signalere virksomhedens værdier. Det er med til at definere, hvad virksomheden forstår ved rigtigt og forkert arbejde. Rummet fortæller en historie og rummet påvirker adfærd. Og ledelse og strategi handler, når alt kommer til alt, om at påvirke adfærd.

Derfor bør overvejelserne om kontoret ikke blot handle om æstetik, men bør derimod løftes op på et strategisk niveau. Ikke fordi det i sig selv er nogen mirakelkur, men fordi rummet er ét blandt en række af de parametre, som udgør en organisation.

Læs hele Erhvervsbladets artikel her.

Steelcase er blandt verdens største producenter af kontormøbler. Det i sig selv er en bedrift. Samtidigt er de en virksomhed, der i sjælden grad er innovativ både i forhold til produkt og forretningsmodel. En hel del af grunden hertil er deres CEO Jim Hackett, der i denne video fortæller om sine tanker, ledelsesfilosofi, idéer om design og ikke mindst tanker om, hvor verden bevæger sig hen.

For ikke så længe siden besøgte jeg Lousianas sommerudstilling Fremtidensarkitektur er grøn. Her kan man frem til d. 4. oktober se en række eksempler på klimaudfordringen - og ikke mindst se kreative løsningsforslag, som på mange måder sætter fortidens lidt muntre forhold til økologi over styr. Her er der ikke tale om kiksede el-biler eller produkter og boligformer for urtethe-segmentet. Nej, her er der tale om, at miljørigtige løsninger ganske enkelt er bedst og smartest - både i forhold til miljø, design, æstetik osv.

Udstillingen forholder sig til 3 undertemaer:

• By
• Klima
• Stofskifte - et fint ordspil til at illustrere, at meget af klimaudfordringen må løses ved at bruge andre materialer

Udstillingen udmærkede sig ved at være skabt i arkitekturens navn og ikke mindst ved at blive afholdt på et kunstmuseeum. Det betød meget for indholdet, vel at mærke på den gode måde. Afsættet var en holdning om, at alt kan designes og formes, og dermed blev det også sagt indirekte, at nutidens klimaløsninger i virkeligheden er opstået på grund af dårligt design. Eller rettere: At fremtidens klimaløsningen skabes med godt design. Af byer, der er energivenlige. Af biler, der kører længere på literen. Af materialer, der minimerer mængden af affald, og kan genbruges i langt større grad, end vi har set tidligere.

Denne holdning om, at alt er design - skal vi kalde det designisme - ligger i tråd med mit PhD-projekts tanker om strategisk indretning. Hvordan det? Jo, ganske enkelt fordi godt design (såvel som god indretning) altid må ses i et strategisk perspektiv. Det strategisk aspekt handler i denne sammenhæng om at forfølge en plan om, at gøre kloden grønnere. Derfor skal godt design ikke blot spejles i æstetik eller brugervenlighed, men besidde en stærk tilknytning til netop dét strategisk sigte. I virkeligheden er det ikke afgørende, om vi så kalder strategien bæredygtighed eller cradle to cradle, men derimod, at vi hele tiden i vores design og arkitektur indoptager et strategisk perspektiv, som pr. definition er langsigtet.

Dagens udgave af Børsen forkynder, at vinterens klimakonference i København af statsminister Lars Løkke opfattes som verdens hidtil største forhandlede aftale om verdensøkonomien. Jeg vil tillade mig at komme med den påstand, at en vellykket klimakonference i virkeligheden er verdens hidtil største forhandlede designmanifest - for at sikre et grøn fremtid drejer sig i virkeligheden om at skabe design, arkitektur og adfærd, der har som strategisk mål at skabe en bedre verden.

Lindø Værftets bebudede lukning har i de seneste dage sendt dønninger ind over landet. Ikke nok med at den økonomiske krise raser. Nu forlader også et industriklenodie markedet, og markerer en periodes endeligt: Lindø er det sidste store skibsværft herhjemme, og når det ikke er mere, er den danske tid som skibsbyggernation kraftigt på vej mod enden. Der bygges stadig på mindre værfter, jovist, men skibsbygningen på Lindø er i verdensklasse både størrelsesmæssigt og kvalitetsmæssigt. Second to none, som det hedder hos A. P. Møller - Mærsk.

Lindøs lukning er imidlertid ikke alene et spørgsmål om skibsbyggeri eller ej. Det er i langt højere grad et led i en bevægelse, der har været i gang længe: Bevægelsen fra varer til viden, fra industri til innovation. For de mange tusinde mennesker, der arbejder hos Lindø eller blandt underleverandørerne må oplevelsen være katastrofal. Lukningen har markante økonomiske konsekvenser og ikke mindst psykologiske: For mange medarbejdere er værftet ikke blot en virksomhed og en indtægtskilde, men i høj grad en identitetsskaber. Og hvem er man, hvis man ikke længere er ansat hos Lindø? Hvem er man som by, hvis man ikke længere lægger grund til Lindø? Hvem er man som nation, hvis man ikke længere bygger skibe?

Hvad vi skal leve af…

Jeg mener, at de to største udfordringer ved Lindøs lukning er netop disse: Den psykologiske dimension og den økonomiske. Den økonomiske handler om, hvad vi skal leve af, hvis vi ikke skal leve af at bygge skibe. Den psykologiske handler om, hvorfor vi skal leve. Ikke hvad vi skal leve af, men hvad vi skal leve for.

Hvis vi først ser på den økonomiske dimension, så kan jeg kun komme i tanke om ét scenarie, der er værre end at lukke Lindø: At lade være med at lukke det! På kort sigt er det klart, at det er hårdt både for privat- og nationaløkonomien. Men at tro, at vi som nation på lang sigt skal leve af at tage konkurrencen op med fx asiatiske skibsværfter, der teknologisk er mindst på vores niveau (og i mange sammenhænge over) og samtidigt har et lønniveau, som er langt under det danske, er absolut ikke ønskværdigt. Fra et økonomisk perspektiv er udfordringen at finde områder, hvor vi som nation har markante konkurrencefordele i forhold til andre nationer. En gang var skibsbyggeri et sådant område, men globaliseringen og den teknologiske udvikling i øvrigt sætter nye standarder, som vi skal øve os i at navigere i.

…og hvad vi skal leve for

På den ene side står spørgsmål hvad vi skal leve af. Det er det økonomiske spørgsmål. På den anden side står et spørgsmål, der er psykologisk eller eksistentielt, om man vil. Spørgsmålet om, hvad vi skal leve for. På den ene side kan det lyde banalt, men det er et spørgsmål, som jeg mener bliver overset i de fleste sammenhænge, og som er ganske essentielt: Politikere, innovatorer, tænketanke, forskere og andet godtfolk kan fortælle så meget de (vi) vil om videnssamfund, vidensøkonomi, vidensarbejde, om alle fortræffelighederne ved innovation og om, at industrisamfundet er både outdated og urentabelt. Hvis man som menneske, som  organisation og som nation har sin selvbevidsthed og identitet forankret i, at det er det, man laver, så hjælper positive budskaber om forandringens vinde ikke ret meget.

Dét er den store udfordring, når virksomheder som Lindø lukker. Og det er en udfordring, der ikke kun er lokal, men så afgjort national. Den politiske debat om Lindø bevæger sig lige nu ad to spor: Der er de, der drømmer om et nyt industrieventyr på mammut-grunden i Munkebo. Og der er de, der ser det som et paradigmes slutningen - eller rettere: Som et nyt paradigmes begyndelse. Og for denne gruppe lyder spørgsmålene: Hvordan bliver Lindø-grunden til en platform for oplevelsesøkonom? Et kraftcenter for forskning? En kulturel spydspids? Et højteknologisk laboratorium?

Lindøværftet spiller en helt central rolle i bevægelsen fra industrisamfund til videns- og innovationssamfund. Ikke på grund af Lindøs betydning lokalt, men fordi Lindø igennem tiden har været et nationalt pejlemærke, og et symbol for en af landets stolteste virksomheder. Bevægelsen fra værfts- til vidensbygning er en bevægelse i både tid, rum, holdning og identitet, og Lindøs udvikling bliver et interessant pejlemærke for Danmarks udvikling i de kommende år: Vælger man i traditionens og identitetens navn at holde en stolt industritradition i hævd, eller er vores nationalidentitet som vidensnation ved at blive så forankret, at man tør satse stort og se Lindøs lukning ikke som en trussel eller en katastrofe, men som en af de største muligheder i nyere dansk erhvervshistorie?

Vi kender alle fornemmelsen af, at vi i nogle omgivelser oplever en speciel ro, energi eller behagelig atmosfære. Tilsvarende kender vi alle til omgivelser, der skaber den modsatte effekt: Uro, forstyrrelse, stress. De byggede miljøer, vi færdes i, påvirker i stort omfang vores måde at opleve verden på og vores måde at være sammen med andre mennesker på.

I litteraturen har der i en del år været skrevet om et begreb, som kaldes helende eller helbredende arkitektur - altså en måde at indrette vores omgivelser på, som i sig selv har en positiv effekt på vores krop og psyke. Og heldigvis bliver der i øjeblikket sat mere og mere fokus på, hvad det er, omgivelserne gør ved os.

Et af de seneste store danske initiativer er opstået i kølvandet på beslutningerne om de kommende års store investeringer i sygehusbyggeri. Danske Regioner har i den forbindelse oprettet portalen www.godtsygehusbyggeri.dk, hvor der er henvisninger til en række inspirerende og relevante kilder om bl.a. helbredende arkitektur.

Tankerne om helbredende arkitektur er et område, hvor vi i vores del af verden har store konkurrencefordele allerede på forhånd. Vi har en stolt og stærk designtradition, og intuitivt er vi vant til at tænke i omgivelser, der får os til at føle os godt tilrette. Det er næppe helt forkert, at det kolde klima kommer os til gode i den retning - for i vinterkulden bruger vi ganske meget tid inden døre, og derfor giver det mening at sikre, at vores omgivelser er gode.

Udfordringen i den kommende tid, er at omsætte vores hverdagsforståelse af gode omgivelser og behagelige miljøer til et sprogbrug, som kan bruges langt mere aktivt. Når der i de kommende år investeres massivt i sygehuse (som vi i den her sammenhæng bør omdøbe til sundhedshuse), så er der al mulig grund til at være opmærksom på, hvordan omgivelserne i sig selv kan påvirke mennesker.

Det gælder ikke kun i byggeri til sundhedssektoren, men overalt, hvor vi ønske at skabe gode rum og rammer:

• I hjemmet
• På arbejdspladsen
• I skoler, gymnasier, uddannelsesinstitutioner og universiteter
• I klinikker, lægekonsultationer, hos tandlæger
• På sygehuse, genoptræningscentre, ældrecentre, hospices

Fortsæt selv listen.

I kunsten at skabe helbredende miljøer, har Danmark som nation unikke muligheder, fordi vi i forvejen har en stærk tradition inden for arkitektur og design. Udfordringen bliver, at erkende værdien, prioritere arbejdet og skabe rum og rammer, som understøtter livet.

DR har nyligt berettet om lærere, der kommer dryssende til timerne, og det viser sig sandelig, at der er foretaget internationale undersøgelser af skolers præcision. Det er en pudsig tanke, som leder mine tanker i retning af Peter Høegs De måske egnede, hvor tiden på det nærmeste sættes i stå, da det lykkes hovedpersonen at trænge ind til det allerhelligste: Skolens ur.

Det er både nemt og tillokkende at lade vores placering på bestemte tider være målepunkter for vores effektivitet efter devisen “den, der er på kontoret, arbejder”. Eller: “den, der er i klassen, lærer”. Og koblet med den allestedsnæværende finanskrise, mener jeg, at det i sandhed er en tidsopfattelse, vi kan kalde krise-tid.

Nuvel, hvis det tanken, at timen skal starte kl. 8, så skal den selvfølgelig det. Og skal arbejdsdagen starte kl. 9, så skal medarbejderne selvfølgelig være på pladserne kl. 9. Det spørgsmål, jeg rejser, er imidlertid et andet: Nemlig om vores fokus på tid og sted i virkeligheden er afgørende for kvalitet og udvikling? Er det på nogen måde afgørende, om vi møder kl. 8, 9, 14 eller 22?

De færreste er uenige i, at vejen ud af krise handler om fornyelse, nytænkning, innovation, ændrede forståelser af os selv, vores verden og vores organisationer. De færreste er formentlig også uenige i, at læring, uddannelse og viden er nøgleegenskaber for både nutidig overlevelse og fremtidig vækst - og folkeskolen er uden sidestykke vores absolut væsentligste organisation i den sammenhæng.

Derfor er der al mulig grund til hele tiden at forbedre skolen - og det kræver, at vi både med ord og tal vurdere og diskuterer skolens kvalitet. En sådan diskussion forudsætter imidlertid, at vi er meget opmærksomme på, hvilke kriterier, vi vægter.

I den sammenhæng er en undersøgelse af lærernes præcision interessant. For det siger formentlig ikke ret meget om læringens kvalitet hvornår timen starter. Det siger derimod en hel del om kultur og samfundsopfattelse.

Folkeskolen er blandt de sidste arbejdspladser, hvor man ringer mennesker til arbejde med en klokke. Den underliggende antagelse er, at mennesker ikke ville kunne passe tiden, hvis ikke klokken styrede dem. Med andre ord, at systemet er nødt til at styre mennesket, for mennesket kan ikke styre sig selv.

Skoleklokken handler i bund og grund ikke om tid, men om tillid. Hvis det er et problem, at timerne i folkeskolen ikke starte, når klokken ringer, hvorfor så ikke afskaffe skoleklokken? Det ville være et markant signal til både lærere og elever om, at man som ledelse og system har tillid til dem, og jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det generelt ville skabe øget præcision. Selvfølgelig kan lærerne passe tiden. Selvfølgelig kan eleverne passe tiden.

Målet mener jeg imidlertid ikke er øget præcision. Skoleklokken er et levn fra industrisamfundet - og folkeskolen producerer som bekendt ikke tandhjulsmennesker til industrien, men kreative hjerner, der skal forme det videnssamfund, som vi allerede er på vej til at blive.

For langt de fleste vidensarbejdere er det meget lidt væsentligt, hvor og hvornår arbejdet udføres. Vi ved endda, at vi tit som mennesker styrker vores kreativitet, når vi bringes ind i andre rum, får ny inspiration, møder nye verdener, nye mennesker. Og alligevel er vi så fikserede i vores krise-tid, at vi i mangel af bedre alt for ofte måler hinanden på, hvor længe vi befinder os på bestemte steder

Men kan vi forudsætte, at nytænkningen og kreativiteten kommer flyvende som en hvid due fra himlen, når blot vi er på vores vanlige pladser på de dikterede tidspunkter?

Vi har brug for en fornyende dialog om vores arbejdspraksis, læringspraksis og livspraksis. Vi har brug for tanker, idéer og inspiration til, hvordan vi skaber mennesker og samfund i balance, i vækst og i udvikling. At afskaffe skoleklokken kunne være det startskud, der skulle til for at skabe nye rum og rammer for arbejde og læring.

International Herald Tribune diskuterer i artiklen Form follows function et efterhånden vel temmeligt klassisk emne: Hvorvidt form og funktion har noget med hinanden at gøre. Deres eksempel er iPod Shuffle. Et lækkert stykke elektronik. Men ligner det noget, der har med musik at gøre? Næ, faktisk ikke.

Skal et design afspejle funktionen, eller er det netop et godt designs særkende, at det taler sit eget sprog, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med genstandens egentlige brugsværdi? At designet så at sige er en værdi i sig selv, og at det blot er pragmatikere uden æstetisk sans, der vil foretrække at afkode designet i en given brugsmæssig retning? Den diskussion lader jeg trygt designere og brugere om, og vender mig i stedet mod den udfordring, som oftest udelades i diskussioner af den slags. Nemlig spørgsmålet om sammenhængen mellem design og adfærd.

På den ene side er design et formmæssigt udtryk, en manifestation, et stykke kunst, om man vil. På den anden side påvirkes vores adfærd i stor grad af de designs, vi omgives med. På mikroniveau må vi indrette adfærden efter designet på iPod’en for at få den til at virke. I lidt større skala er den type design, som vi kalder arkitektur, definerende for, hvor vi bevæger os og hvordan. Og på makroniveau er den type design, der forbinder arkitektur, politik og kultur afgørende for vores nationale tilhørsforhold, vores selvforståelse og vores verdensoplevelse.

Jeg besøgte Rom for få dage siden, og i romerriget smeltede arkitektur, kunst og politik sammen til et samlende hele, der var med til at definere dette magtcentrum, og i nogen grad stadig påvirker vores verdenssyn. Alle veje fører til Rom, siger vi, og måske er det mere præcist at sige, at alle veje fører fra Rom i den forstand, at romerrigets indflydelse på religion, arkiteitur, retsvidenskab og statsledelse stadig i dag er ganske betydelig i europæisk tænkning.

I det gamle Rom var form og funktion beslægtede enheder. I reduktionismens navn har vi adskilt form og funktion ikke blot i design, men i store dele af arkitekturen. Næppe af ond vilje, men fordi vi har glemt at opdage, at funktionen skiftede, mens formerne forblev de samme.

Lad mig give et par eksempler:

• I hjemmet: Hovedparten af alle typehuse tegnes til en familie på 2 voksne og 2 børn til trods for, at en større og større del af familier er sammensatte af “dine-mine-vores” - og til trods for, at singler og DINK-segmentet (double income, no kids) er blandt de mest købedygtige
• På arbejdet: Vidensarbejde udføres på kontorer, der som oftest i form er identiske med 1800-tallets tællerum, hvor kontoret var et nødvendigt appendiks til den egentlige produktion: Fabrikken. Hvis vi i dag skulle nyopfinde en fysisk ramme omkring vidensarbejde, ville den næppe være kontoret, som vi kender det, der ville blive resultatet.

Med andre ord er der i mange sammenhænge en modsætning mellem form og funktion. Og denne modsætning bliver speciel essentiel og og væsentlig, når formen påvirker menneskers adfærd, fordi formen dermed fastholder en funktion, der ikke nødvendigvis er hverken hensigtsmæssig eller ønskværdig. Kunsten bliver at søge mod integration; at forene dele til helheder, at tænke langsigtet og helhedsorienteret. Og ikke mindst at udfordre os selv til at undersøge, hvilke funktioner vi som samfund, virksomheder og mennesker ønsker at opfylde.